Startede opvæksten i klassisk arbejderklassehjem i Aalborg med både Giro 413, den grædende dreng på væggen og mormor-dressing, når der kom gæster.
Som 19. årig efter overstået studentereksamen og den dengang obligatoriske såkaldte dannelsesrejse i Asien, rykkede jeg teltpælene op og flyttede til København.
Her tog jeg først Folkeuniversitetets kurser i psykologi og filosofi, men blev optaget på DR på tv-fotograf-uddannelsen. Dette førte mig videre til Den Danske Filmskole, hvor jeg blev uddannet filmfotograf.
Efter ca.10 års stampen rundt i en freelance branche hvor den store succes udeblev, valgte jeg at tage skolelærer-uddannelsen på Zahles seminarium. Her fik jeg så at sige min akademiske genfødsel og læste straks videre på diplom-uddannelsen i Pædagogisk Psykologi. Læste alle bøgerne og mere til, men grundet ankomne småbørn i hjemmet, fandt jeg aldrig roen til de afsluttende skriftlige afleveringer og kan derfor ikke smykke mig med bevis på dette..
Som skolelærer var jeg som en fisk i vandet i undervisningen sammen med børn og unge, men kollegaernes mangel på energi og fastholden af gamle rigide arbejdsgange, fik mig til at købe restaurant i Aalborg.
Her havde jeg sat mig fast på ideen om, at vi kun skulle bruge nordjyske råvarer, og eksempelvis vanilje og chokolade var bandlyst, men fandt, for sent, ud af, at Nordjyderne blot fandt dette mere end mærkeligt, og de blev væk. Dette resulterede i en konkurs, der førte mig til Hjorths Badehotel som direktør og forpagter, hvor jeg nu har været i 8 år.
Trods min fortsatte position på Hjorths valgte jeg at tage den 4 årige psykoterapeut uddannelse på HEG(Human Education Group – HEG.dk) i Aarhus med slutdato i januar 2027.
Ræk ud.
Processen begynder i mødet.